17-årig pige søger svar

Ps. Held og lykke (og god arbejdslyst) med at få det lært udenad.

Hej Sara.
Jeg lover, ikke at spare på ord (jeg tror jeg kunne alligevel ikke styre det, uden at skulle koncentrere mig på at skrive mindre, der ville tage længere, end bare skrive ned, hvad jeg lige tænker (det kan gå hen til at blive en hel trance-tilstand, synes du ikke?).
Det hvide del af øjnene hedder "sclera" (ifølge mine rechercher ;-) Jeg vidste det heller ikke).
Jeg blev nød til at stoppe op, da jeg læste dit spørgsmål om, hvordan blinde drømmer. Det havde jeg ikke tænkt over indtil nu. Det er spændende spørgsmål du peger på. Hvis jeg bare skulle gætte hvordan det mon er, så ville jeg tro, at blinde alligevel har et billede i hovedet af ting, for de ved hvordan ting føles og kan forestille sig hvordan de er formet. Det vi tænker på, når vi skal forestille os noget som f.eks. en stol, er på en måde jo nok et billede af en stol, men meget mere et tredimensionalt billede af hvordan en stol ser ud, som vi kan dreje rundt i tankerne. Vi har stereotype modeller af objekter, som vi har dannet udfra vores erfaringer. En stol kan man sidde på og har et ryglæn. Jeg tror blinde har et tilsvarende billede af objekter i hovedet, så det er alligevel muligt for dem at forestille sig verden, bare med former. Dermed burde de også kunne drømme i billeder, selv om disse billeder måske ikke helt svarer til det vi ville se med øjnene, men bare et indre billede af genstandene. Vi skulle måske først spørge os selv om, hvordan vi selv drømmer. Jeg tror i drømmen at kunne "se" min drømmeverden. Men er det da ikke bare det samme som at have en forestilling om tingene? Jeg kan da lige så godt forestille mig lignende verdener i min fanatasi, uden fysisk at se dem, og alligevel kan jeg foran mit "indre øje" se dem. Hvis jeg lukker øjnene og føler på et objekt, får jeg jo et billede af dets rumelige opbygning. Har en blindfødt person ikke også en rumlig forestilling af objektet? Eller er min rumlige forestilling opstået pga. det jeg kan se? Men hvordan forestiller man sig så sin omgivelse, når man er blind. Når man er hjemme i sit værelse må man da også have en forestilling om, at "til venstre er døren", "nogle meter foran mig står mit skrivebord", osv.
Hvordan skulle man finde ud af, om man har samme forestilling af et rum? Vi har engang til min ene fødselsdag været i et eksperimentarium, hvor man kunne prøve mange ting. Blandt andet havde vi booket en tur gennem en mørk tunnel. Man kravlede ind gennem et forhæng og så gennem et mere, så kunne man ikke se lys fra det ydre. Så kravlede man gennem denne tunnel der havde nogle forhindringer og var bygget af mange forskellige materialer. F.eks. var væggene nogle gange af træ, nogle gange af plast, og gulvet nogle gange gummiagtigt, med forskellige mønstre. Vi fik ikke lov til at se tunnellen ved lys bagefter. Det var vist også godt, for det var spændende hvilken forestilling man fik af dette rum. Man bilder sig ind, at kunne "se" rummet, "samt farverne". Det skyldes nok, at vores syn er så udpræget, at det ikke kan tåle af være overflødigt. Men hvor meget af det vi kan se kan vi så stole på, når vi også kan se ting der slet ikke eksisterer for vores syn? Hvor meget af det vi ser, er bare suppleret af vores forestilling? Jeg ville gerne engang prøve at være blind for en dag. Men for det første skulle jeg finde uigennemsigtige kontaktlinser (for ikke at skulle binde noget foran øjnene) og man skulle nok prøve det sammen med en ven, så man kan få hjælp.
Men når dansk blindesamfund siger at blindfødte husker drømmene uden et billede, så tror jeg er det nok mest realistisk. Spørgsmålet er hvad de mener med "bevægelse". Er det da måske ikke bevægelse i rummet, og dermed alligevel en vis forestilling om rummet? Men som sagt: Billedet af rummet er hos os nok ret domineret af vores synlige erfaringer med rummet.

Venner:
Dem jeg skriver med er alle højbegavede. Det skyldes at jeg i skolen ikke har haft særlig store venskaber, udover et eller to tilfælde, og de første kontakter jeg fik over internettet var fra et forum for Hb'er. Jeg er stadig ret aktivt der i en chat, hvor jeg af og til får nye kontakter, når der kommer nye til, der har problemer, som jeg så gerne lytter til. Nogle tilbyder jeg så at skrive til min e-mail-adresse når de har brug for at tale med nogen, og på den måde kommer jeg så i kontakt med andre, der, pga. forumets emne alle er hb'er. I RL har jeg så hovedsageligt kontakt til dem der bor på min gang på kollegiet og dem taler jeg ikke helt så meget med, selv om de er meget venlige. Jeg spiller fodbold med dem, der skal man ikke tale så meget, og så er der en næsten uddannet medicin-studerende. Ham kan jeg godt lide. han er også så "sky" som jeg og så kan jeg endda spørge ham når jeg vil vide noget medicinsk :-) Ellers er jeg socialt ikke kommet så godt i gang med min universitets-uddannelse. Jeg har tendens til at flygte, når jeg kommer i kontakt med andre. Det er lidt trist. (det var en underdrivelse, det er meget trist...)
Hvordan klarer du dig med kun at skrive med andre?
Jeg kan huske mit første venskab med en pige fra hb-forumet. Det er et venskab jeg nok aldrig vil glemme. Utrolig tæt, vi vidste næsten alt om hinanden (eller i hvert fald meget) og havde samme humor. Desværre gik venskabet i stykker efter at jeg har været på besøg hos hende og vi ikke kunne finde ud af at foretage es noget sammen. Vi sad bare i samme rum og vidste ikke hvad vi skulle sige. Det var triste dage. Bagefter havde vi så næsten ikke mere kontakt.
Før jeg stødte på det så meget omtalte forum, har jeg altid nægtet at tilmelde mig til sådan noget som MSN eller ICQ. Bagefter var det så den bedste mulighed for at komme i kontakt med personerne der, så jeg tilmeldte mig så alligevel. Men i dag bruger jeg det ikke mere. Det er mindre stressende at skrive email eller bidrag i et forum, da man så kan koncentrere sig om det, uden altid at skulle spilde tid ved at vente på at den anden svarer.
Jeg havde (eller jeg har stadigvæk, men det forklarer jeg nærmere) en god ven i skolen der nok også er hb og lignede mig meget. Vi sad tilfældigvis en dag ved siden af hinanden og opdagede at vi gjorde os de samme tanker og havde den samme humor. Det var det eneste reele venskab som jeg uden at tøve ville kalde det. Det gik desværre i stykker da han fik en veninde og jeg dermed ikke længere var vigtig. Siden da kunne man ikke længere stole på ham og det jeg syntes var alligevel ikke helt så vigtigt. Venskabet fik så et hierarki, hvor jeg til syneladende skulle være den, der ikke havde forstået livet endnu. (Jeg bliver stadig sur og bedrøvet når jeg tænker på den tid).
Jeg havde i den periode, før vi blev uvenner, også lavet et ranking af et venskabs kvalitet (lignende det som du har skrevet om). Med:
1. grads venner
2. grads venner
bekendte
"dem man kan genkende"
familie

Familien står nederst, fordi det er en særkategori, der ikke står i forbindelse med forholdet til venner, modellen skulle bare dække over muligst alle.
1. gradsvenner er dem, som man virkeligt kan stole på, som man kan tale med om alt, så skørt emnet også måtte være. Man ser på hinanden og ved hvad den anden tænker (at man kan det, skyldes at man har samme erfaringer og ha talt om så meget, så man ved at man får de samme associationer).
2. gradsvenner er dem, som man nogle gange mødes med, som man kan have det sjovt med og som man for det meste også kan stole på.
bekendte er dem, som man måske går i klasse med, som ikke er med i en af de to første kategorier. Dem som man laver fælles erfaringer med, men ellers ikke laver så meget sammen med.
"dem man kan genkende" er så dem, som man kan genkende når man løber ind i dem. F.eks. folk fra parallelklassen der ikke er med i de første tre kategorier. Man har måske talt med hinanden en enkelt gang eller to, men man ved sådanset bare at den anden eksisterer.
Familien er selvsigende.

Karakter:
Jeg har ikke været helt så irriteret over at blive bedømt. Men har i de sidste år af min skoletid taget min karakterbog og slynget den ned i tasken uden at se på den. For det første fordi jeg ikke ville at andre spurgte hvad jeg havde, fordi jeg ikke syntes at de skulle sammenligne sig selv med mig (det har nogle gange virket lidt arrogant). For det andet syntes jeg at det ikke var tilstrækkeligt at det arbejde vi havde ydet i løbet af skoleåret skulle reduceres til et enkelt tal.
Endeligt syntes jeg selv at mine karakter svarede til det som jeg ydede (før eller siden kiggede jeg så alligevel i min karakterbog, når mine forældre havde fortalt mig hvad der stod i den). Jeg fik rigtig gode karakter uden at jeg syntes at jeg gjorde noget for at få dem. jeg var bare i skolen og deltog i undervisningen, for det meste motivationsløs og uden at have lavet lektier. Så var det frustrerende at se, at andre virkelig gjorde noget ud af deres arbejde med skolen og alligevel ikke fik så gode karakter. Det syntes jeg var meget synd og demotiverende (for både mig og dem, der arbejdede hårdt).
Jeg synes altså stadigvæk ikke særligt om bedømmelsessystemet, men jeg har accepteret at det bare er som det er og prøver at yde det for at opnå gode karakter, for at kunne bruge dem senere. Men det er trist at man kun bedømmes for det man skal gøre. Det kan for det meste ikke betale sig at gøre noget ud over det, kun når man selv kan lide det, men man må bare ikke tro, at man kan få anerkendelse for det ("Hvorfor lærer du så meget? Det skulle du slet ikke!").

Omnipotens:
Ja, hvem af os ville ikke gerne vide alt, kunne alt?
Jeg tror ikke at din interesse i folks holdning har noget at gøre med din interesse i psykologi men omvendt har din interesse i psykologi tæt tilknytning til at du interesserer dig for andre mennesker. Udgangspunkt er nok ønsket om at vide alt (eller mest muligt) og dertil hører også ønsket om at kunne forstå mennesket. Jeg kan lide at lytte til andre folks erfaringer og sorg og er glad for at kunne hjælpe dem (jeg havde jo skrevet om chatten) og dermed få en bedre forståelse af menneskets psyke. Da man ikke kan lære alt selv interesserer man sig for psykologi. Det er min forklaring for, hvorfor jeg kan lide at læse psykologi-bøger. Man får en glimrende forståelse af menneskerne men også en lidt distanceret, men ikke mindre empatisk. Jeg tenderer desværre til at hænge mig lidt for meget i andre folks problemer og (tror du på skæbne?). Jeg blev to gange nød til at blive væk fra chatten i nogle måneder for ikke at bryde sammen under andre folks problemer, som jeg ofte anser som mine og tror at det er min opgave at løse dem, uden at jeg har nogen indflydelse på det.
Man får i den chat også mest en fornemmelse af, af man, selv når man er intelligent, grundlæggende har den samme sorg som alle andre mennesker har. "Hvad skal jeg lave senere? Hvad vil jeg overhovedet med mit liv? Hvordan kan jeg få sikkerhed og støtte af andre?"
Måske er disse spørgsmål mere fremtrædende, fordi disse mennesker gør tanker om det mere direkte, end "gennemsnittet", men når jeg lytter til gennemsnittets udtalelser om sig selv ligger der de samme spørgsmål i det, bare at de ikke har opdaget hvad det generelle er i det de tror de er kede af. Når nogen er ked af at cyklen blev stjålet er det ikke nødvendigvis bare tabet af selveste cyklen de er kede af, selv om de hævder det, men mere grundlæggende et tab af tillid.
Mange hilsner
Jan

P.S. Hvilke sprog har du i skolen og hvilke kan du?

Hej Jan

Dem du skriver med, der er højt begavede, ser du også dem IRL? Jeg har ikke selv den store kontakt til nogen, som er "højt begavede" (udover min egen bedømmelse af dem - dette gælder dog kun to personer, der begge kommer fra Sjælland). Jeg tænker også: hvilket emne gør, at en masse højtbegavede samler sig i et forum? Nu er dette forum primært for forældre med intelligente børn (det var dog det eneste forum jeg kendte indenfor emnet - så jeg vidste ikke, hvor jeg ellers skulle spørge).

Desværre tror jeg også, at man højt begavede holder inde med tankerne IRL, og de er derfor svære at spotte. Jeg føler mig også ufattelig dum, når jeg kommer til at spørge om ting, som andre folk ikke tænker over. Jeg synes det får mig til at virke en anelse dum. Hvorfor tror du, at du har en tendens til at flygte, når du kommer i kontakt med andre? Hvordan foregår sådan en situation typisk?

Hvordan jeg klarer med mig kun at skrive med andre? Det kommer vel ikke som en overraskelse, at det er ret så ensomt. Her i slutningen af sommerferien var så første gang siden 7ende klasse, hvor jeg havde nogen med hjem (min bedste ven der bor på sjælland). Første gang vi mødtes (for tre år siden) var det dog lidt "akavet", men vi havde heller aldrig regnet med at snakken blot ville forløbe raskt med det samme, da ingen af os er/var meget snaksagelige. I stedet for stod kommunikationen på primært fysiske ting (f.eks. kropssprog og ansigtsudtryk), og der blev langsomt "løsnet op" for lidt småsnak. Dette blev venskabet dog (heldigvis) ikke ødelagt af. Vi havde så også tidligere prøvet at snakke sammen i både mikrofon og telefon og være på webcam sammen. Dette sker dog ikke så ofte, da der ikke er den store tid til det. Så som du nok kan gætte, er min primære kommunikation med andre over msn og til tider skype, når msn ikke virker.

Det er synd, når man virkelig kan med nogen over nettet, men at det så viser sig, at man ikke rigtigt kan finde ud af det IRL. Dette kan måske blot være generthed, men jeg kan ikke se, hvorfor dette skulle stoppe en fra at skrive mere sammen eller mødes igen (dette er dog blot mit synspunkt). Jeg har så aldrig selv oplevet at skrive rigtig godt med nogen over nettet, hvor jeg så mødte dem IRL, og vi derefter ikke skrev mere sammen. De første gange jeg har mødt personer, så har det dog også kun været i nogle timer. Jeg har dog kun mødt 4 personer irl (og set nogen, som jeg havde skrevet lidt med, men jeg snakkede ikke med dem). Hvorfor havde du nægtet at tilmelde dig ting som msn? (Jeg havde selv engang ICQ, men det gad jeg til sidst ikke længere).

Jeg må dog sige, at i dag lægger jeg meget mærke til det, hvis folk sidder alene eller virker ensomme. Jeg bryder mig ikke om at se det og finder det ufattelig synd. Udover det kan jeg godt lide din "ranking af venskabets kvalitet"..men jeg ved ærlig talt ikke, hvordan jeg "klarer mig". Der er både op- og nedture, men dem har alle vel. Jeg må dog nævne, at jeg, når jeg ikke ser nogen IRL, bruger meget tid på at skrive med nogen. Der er dog kun få personer, som jeg altid skriver med.

Hvad betyder ordet "omnipotens"?

Jeg har sprogene engelsk, dansk og spansk på gymnasiet. I folkeskolen havde jeg tysk - dette var dog ikke den store succes, da jeg aldrig rigtigt lærte sproget..det gjorde resten af min folkeskoleklasse dog heller ikke. De havde nemlig ingen respekt for læreren og fik vores første tysklærer til at bryde sammen. Vi fik så en ny tysklærer i 9ende, men han fik et alkoholproblem i starten af året, så vi fik en vikar - endnu en person, som de ikke havde den mindste respekt for. Efter ca. 2-3 måneder fik vi så en ny tysklærer. Min gamle klasse havde dog sjældent respekt for lærere. Denne lærer havde dog selv været en af dem, der havde villet lære ting m.m. og havde læst psykologi, så hun koncentrerede sig om os (meget få personer), der godt ville lære noget. Hun var dog bange for, at hun ikke fik lært os nok (til gymnasiet). Jeg havde tysk de første ca. 3 måneder af gymnasiet, men jeg besluttede mig så for at skifte til spansk. Utroligt nok får jeg højere karakterer i spansk, end jeg gjorde i tysk - på trods af at jeg har haft det i en kortere periode.

Angående sprog har jeg altid haft ufattelig nemt ved grammatik (og i matematik var/er det nemt at lære formler udenad). Problemet er dog, at ordene ikke altid sidder så nemt fast, så det er kun dansk, som jeg kan skrive 100% korrekt. Jeg kan godt forstå norsk (og lidt svensk), men det er ikke et sprog, som jeg selv snakker, da jeg aldrig har haft brug for at lære det. Egentlig synes jeg ofte, at den "manglende respekt" er et problem. Mange tænker nok at man skal "fortjene deres respekt", og man skal derfor selv opbygge den. Jeg har derimod selv det synspunkt, at man skal respektere folk som mennesker (fra start af). Hvis folk først skal "fortjene ens respekt", så vil man jo i princippet intet have imod at behandle folk skidt, fordi man ikke respekterer dem og deres grænser. Hvad mener du på dette punkt?

Jeg har dog selv lidt nemmere ved at "distancere" mig fra folks problemer (jeg kan dog stadig godt lide at kunne hjælpe folk - så min form for "hjælp" er ikke at løse problemerne, men derimod at lytte til dem og evt. komme med foreslag, hvis de selv beder om det). Det kan dog blive "for meget", hvis personerne kun snakker om sig selv og ikke spørger til mig. Jeg har nemlig før prøvet, hvor jeg skrev med en person, en såkaldt "energivampyr", som ikke spurgte til en men kun læssede af på en (når jeg så prøvede at skrive om nogen af "mine ting", så fik jeg typisk et råd eller en kommentar. Dette skriver jeg mere om længere nede). Efter nogle måneder kunne jeg så mærke en stor psykisk træthed. Personen havde simpelthen tappet mig for energi (og det gjorde det ikke bedre, at jeg i samme periode blev mobbet og samtidig var alene). Så det må egentlig have været en blanding af alle tre ting. Det hjalp dog, da jeg stoppede med at skrive med vedkommende, eftersom personen kun kom til mig, når han/hun ville "læsse af". Resten af tiden var jeg blot luft. Udover det virkede vedkommende ret "uforstående". Jeg fik bl.a. "råd", selvom jeg ikke havde spurgt om dem (noget jeg underligt nok kan blive lettere irriteret over - bl.a. var rådet, der altid blev lagt på bordet, at jeg skulle snakke noget mere med andre - dette kan virke ufattelig enkelt for mange, men for mig var dette "råd", som jeg helst ville være foruden, da jeg hellere ville have forståelse, yderst unødvendigt og ikke lige til). Min irritation over det var nok en blanding af, at personen ikke virkede forstående, men samtidig prøvede at komme med et råd til noget, som vedkommende ikke forstod (fra min synsvinkel af). Så manglende forståelse og flere måneder, hvor en person læsser af på en, er ikke en god cocktail.

Hvorfor jeg ikke siger "stop", kan jeg nemt spørge mig selv om. Selv i dag hvor vedkommende sjældent skriver (ca. hvert halve år), kan jeg ikke lade være med at svare, selvom jeg godt ved, at det er dumt at gøre. Jeg tror bare ganske enkelt, at jeg ikke kan lide at "efterlade" folk og overlade dem til sig selv (eller også er jeg for godtroende og håber på det gode i folk). Egentlig lader jeg indirekte personen "udnytte mig", men jeg har heldigvis ikke den store kontakt til vedkommende i dag.

Angående det med skæbnen..tjaa..det kommer ganske enkelt an på, hvad man mener med, om man tror på den. Er det hvor, man tror på, at ens fremtid er skæbnebestemt? At den er fastlagt og ikke kan laves om? Jeg tror nok primært på, at det hele blot er "tilfældigheder" og ikke er bestemt på forhånd. Angående det med intelligens tror jeg ofte, at folk forestiller sig højt begavede folk som personer, der er dårlige socialt og ved en masse. Jeg er personligt meget i tvivl om, om jeg kunne være det, men når man har overvejet det længe, må man blot "springe ud i det" og spørge eller opsøge folk, der er det. Jeg tror dog næppe at mine omgivelser finder mig specielt intelligent.

Når jeg har skrevet med folk, har det dog været primært "gennemsnitlige", men jeg må da sige, at det er interessant det, som du har fundet ud af på egen hånd. IRL finder jeg ofte typer, der ikke ligner gennemsnittet, interessante. Jeg har ofte selv hørt mange af de "gennemsnitliges" samtaler, hvor det virker mere "åbenlyst" for mig, hvad de er kede af, end det virker til at gøre for dem selv (dette har dog primært været over nettet).

Jeg kan da sige, at jeg godt kan lide at skrive disse "lange lange breve". Jeg synes dog ofte, at jeg fortæller ting, der måske ikke har den store relevans for dig. Der er nok også mange af tingene, som jeg ikke synes, jeg kan sige noget til andet end at glæde mig over, at du har mod på at fortælle det.

- Sara

Hej Sara.
Så blev det igen så langt at det var lettest at svare på det kronologisk, så her er mit svar som pdf-fil:

+++ Klik her +++

God fornøjelse.
Mange hilsner
Jan

Hej Jan

Jeg lærte dem at kende på forkellige måder. Den første lærte jeg at kende, fordi jeg lavede hjemmesider (dette var dog kun den slags, hvor man ikke behøvede at lære HTML - dette har jeg dog lært mig meget lidt af senere hen). Hende begyndte jeg så at skrive med allerede i sommerferien til 6 klasse (ville karakterisere hende som at være "gennemsnitlig"). En anden var også pga. hjemmesider, og hende begyndte jeg at skrive med i midten af 6 klasse. Jeg ville karakterisere hende som "højt begavet". Den tredje lærte jeg at kende i 8ende klasse gennem hende, som jeg mødte i midten af 6 klasse. Denne person ville jeg også kalde "gennemsnitlig". Jeg skriver dog ikke så meget med hende mere, da hun har fået en masse venner IRL, så hun skriver sjældent til en længere. Når jeg så skriver til hende, så spørger hun sjældent om, hvordan det går. Jeg kan tilgengæld blive ved med at stille hende spørgsmål, som hun glædeligt svarer på - svarene kommer dog ikke altid lige hurtigt. Den sidste er min såkaldte "bedste ven", som jeg lærte at kende gennem et forum om manga og anime, som jeg i den periode gik meget op i (det forklarer nok hylderne med både danske, svenske, engelske og spanske mangabøger).

Jeg mødte dem alle på samme tid IRL (jeg havde skrevet med dem alle mindst et år). Dog fik jeg ikke snakket med min nuværende bedste ven på det tidspunkt (andet end at se ham), da jeg ikke turde at snakke til/med ham. Jeg fik dog snakket med ham, da vi mødtes ca. 9 måneder efter alene på sjælland. Som jeg har fortalt før, så har en screener sagt, at han er et barn med særlige forudsætninger, men han har dog aldrig været til en officiel screener-samtale. Det skal så siges, at det er dem, som jeg ville karakterisere som "højt begavede"/børn med særlige forudsætninger, som jeg har det bedst med og fungerer bedst med. Jeg kan så fortælle at de allesammen bor over 200 km væk fra der, hvor jeg bor. Den, der bor tættest på, som jeg nævner ofte, bor lige præcis 200 km væk. Jeg kan dog "trøste" mig med, at de ikke bor på den anden side af jorden eller i et andet land.

Angående det, med at se folk være alene osv., har jeg aldrig turdet at gå over til dem selv. Jeg synes selv, at det er for dårligt af mig, men jeg er bange for, hvordan de vil reagere. De fleste af mine erfaringer bygger jo på min folkeskole-klasse, og den "type" mennesker ville blot have kigget dumt på en, kommenteret det og evt. gået deres vej - så mine erfaringer omkring andres reaktioner og tankemønster er ikke just positive. Jeg tør også sjældent at række hånden op i klassen pga. gamle erfaringer fra den gamle klasse, hvor de kunne finde på at kommentere det. De var heller ikke just positive, hvis man svarede forkert. I dag er jeg ikke glad for at "svare forkert" og vil derfor helst ikke "løbe ud på usikker grund", før jeg er fuldstændig sikker på, at underlaget kan holde. Man går jo heller ikke ud på en frossen sø uden at være sikker på, at isen kan holde. Dette er dog blot personlige erfaringer. Fornuftsmæssigt kan jeg jo sagtens se, at deres mening osv. ikke burde betyde noget. Jeg må dog også sige, at jeg nok er en anelse konfliktsky til tider. Jeg kan sagtens tænke et holdbart argument igennem og modargumentere mod andres, men ofte tager det "for lang tid" og i løbet af den tid, er de jo allerede gået videre til næste emne uden at gå yderligere i dybden (jeg synes dog også, at nogle folks argumenter kan virke en anelse overfladiske - sådan er det dog sjældent i min nuværende klasse, hvor de er glade for at diskutere: vi har trods alt samfundsfag på A niveau, hvor det med den kriminelle lavalder blev diskuteret meget. Vi har også fundet ud af i matematik, i sammenhæng med emnet statistik, at halvdelen af klassen er højreorienterede imens den anden halvdel er venstreorienterede. Der var kun én person mere ovre i den venstreorienterede side end i den højreorienterede. Denne fordeling politisk kan nemt lægge op til diskussion).

Tilbage til emnet før parantesen: F.eks. er der det med, at nogen påstår, at mænd er klogere end kvinder. Et af argumenterne var at "mænds hjerner er større" - dette er rigtigt nok, men hjernen størrelse siger intet om, hvor godt hjernen virker. Hvis dette var tilfældet ville et langt større dyr, som f.eks. en blåhval, være en del klogere end mennesket (dette er uden at tage hensyn til om en hvals hjerne er lille i forhold til dens størrelse). For mit vedkommende kommer folk ud på gyngende grund, når de mener eller påstår, at mænd er klogere end kvinder (eller omvendt for den sags skyld). Jeg har også hørt at: "det eneste kvinden har opdaget er uran - og det kan ikke engang bruges til noget" (dette var sagt i sammenhængen). Til det tænkte jeg, at hvis det ikke havde været en kvinde, der havde opdaget det, så ville det have været en mand, og det ændrer da ikke på, om det kan bruges til noget. Så denne form for argumenter finder jeg lidt sløve. Det samme gælder foruden også det med den gennemsnitlige IQ score. Hvorfor jeg lige kom ind på dette, ved jeg dog ikke. Jeg bliver blot virkelig irriteret over de mere manchauvonistiske kommentarer (det omvendte kan dog også irritere - men jeg har blot ikke det samme forhold til det, da jeg ikke er en mand). Jeg synes dog, det virker en anelse tåbeligt at spejle intelligensen udfra kønnet. Jeg har også læst en undersøgelse, der viste, at mænd og kvinders hjerner ikke er så forskellige endda.

Udover det kan det undre mig, når folk siger, at der skal "være ligestilling for mænd" (blot en gruppe jeg faldt over på facebook), for hvordan kan der være ligestilling kun for ét køn? Enten skal der være ligestilling for begge køn, eller også skal der ikke for nogens vedkommende. Man kan jo ikke have ligestilling for kun ét køn, for det ville aldrig blive til ligestilling. Dette er dog blot en af de mere sproglige-udtalelser, som jeg kan undre mig lidt over. Jeg vil da påstå, at vedkommende ikke har tænkt sig helt om over, hvad det egentlig betyder, da vedkommende skrev det.

Jeg må da godt nok sige, at det er mange ord, vi skriver. Jeg er dog ikke særlig god til tysk, da jeg aldrig rigtigt fik det lært. Jeg har dog lært disse sætninger: "ich spreche nicht gut deutsch" og "ich verstehe nicht", og det er jeg ikke engang sikker på er skrevet rigtigt, men ellers er det da meget nyttige sætninger, hvis man nu engang støder på en tysker . Jeg vil godt læse din webblog, hvis jeg må få lov til det, men når jeg når til det tyske, står jeg nok af (jeg skal nok også oprette mig som bruger så, så du kan sende det privat). Jeg har selv skrevet dagbog siden 8ende klasse og skrevet oplevelser op, som jeg kan huske fra barndommen og skoletiden. Som tiden går vil man jo huske mindre og mindre.

Jeg kan da sige så meget, at jeg sjældent læser fiktions-tekster. Det jeg primært læser er psykologi-bøger eller biografier af folk, der har haft en psykisk sygdom. Så udover bøger, som vi skulle læse i skolen, har jeg ikke læst særlig meget. Jeg kan så fortælle, at jeg aldrig har læst Harry Potter eller Ringenes herre. Jeg har ærlig talt aldrig forstået handlingen i Ringenes herre, selvom jeg har halvt fulgt med i alle tre film, da de kom på fjernsynet (dette var dog blot tidsfordriv). Udover det har jeg aldrig set en Starwars film færdig, da jeg altid har faldt i søvn på halvvejen (måske fordi jeg fandt dem langtrukne?). Jeg har tilgengæld set tre Harry Potter-film, men jeg må altså indrømme at genren og historien måske ikke helt finder i min smag. Jeg kan bedre lide noget, som jeg kan "relatere" til (måske derfor jeg godt kan lide "tøsefilm", som Mean girls, Odd girl out, She's the man og Wild child ). Der var også en anden film, som jeg godt ville spørge om, om du havde set, men den efterlader et meget barsk indtryk, og noget af det, den viser, bryder jeg mig personligt ikke om at se (og jeg ved ikke hvor smart, det er at nævne den på et offentligt forum). Jeg må nok også sige, at jeg ikke forstår særlig meget dansk humor - og har aldrig gjort det. Eksempelvis har jeg aldrig forstået det sjove i f.eks. Dolph, Klovn m.m., da jeg finder dem vanvittigt platte at høre på. Nu ved jeg ikke, hvilken slags humor du er til, men personligt forstår jeg ikke den form for dansk humor.

Jeg har intet imod, at folk skriver om sig selv, men der er dog grænser, da det kan blive for meget . Jeg ser absolut ikke dette som et "energivampyr-stadie" (eller hvad jeg nu ellers skal kalde det). Jeg kan simplethen godt lide, når folk fortæller om sig selv og deres oplevelser. Dette er nok også en af grundene til, at jeg godt kan lide biografier, læse blogs m.m. Jeg kan rigtig godt lide at lytte til folk, men nogle gange, så virker nogle personer som om, at de ikke sætter pris på det. Som om de blot tager det som en selvfølge, at man hjælper dem fra den ene tid til anden - uden at de vil have noget at gøre med en ellers (dette indtryk får man dog sjældent, når man for første gang skriver med en - det er snarere over længere tid).

Hvad er et savant-syndrom præcis? Nu spørger jeg nok også lidt dumt, men hvad betyder: "irrationale"? Jeg ved, at jeg sikkert burde vide det (og nok også har hørt det før), men jeg kan ikke komme i tanke om betydningen. Jeg har aldrig selv prøvet at skrive med en autist, men vi har dog en person med ADHD, der samtidig har en høj IQ. Jeg tror dog, at det nogle gange kan være svært at forklare sociale regler til nogen, da man ofte ikke tænker så meget over det. "Sådan er det jo bare". Egentlig er det jo noget, som vi blot lærer. Hvad betyder ordet "altruisme"? (der er åbenbart mange udtryk jeg aldrig har hørt før). Udover det mente jeg, hvordan jeg "klarer mig" angående det, at jeg sjældent ser nogen.

Det med diskussioner med "gennemsnitlige", så ville jeg nok selv typisk have tendens til at "lege med på tanken" i stedet for direkte at afslå det. Umiddelbart kunne man spørge sig selv over, om disse mennesker ikke havde denne form for "fantasi" eller blot ikke gider at forestille sig det (eller diskutere det). Jeg synes derimod, det er mere spændende, hvis man antager forskellige ting i stedet for fuldt og fast at "holde sig indenfor virkelighedens rammer". Tit har jeg det også med at lege med på tanker (også sammen med andre), som kan komme virkelig langt ud og nemt kan ende i noget, der mest af alt minder om en fantasi-verden - dette kan dog gøre det mere spændende, selvom tingene måske ikke er til den store diskussion. I sådanne tilfælde gider jeg sjældent at diskutere "om det er realistisk", da jeg yderst sjældent finder det relevant at diskutere om det er logisk eller ej (hvorfor dog ikke bare lade fantasien løbe?).

Jeg synes også nemt, jeg finder mig selv i en situation, hvor jeg kun sidder og lytter. Jeg har intet at sige, da jeg sjældnet oplever noget. Angående fester, druk osv. plejer jeg dog at stå helt af eller begynde at lave noget andet. Når folk begynder at fortælle om, hvad de har oplevet m.m., sidder jeg ofte stille og ved slet ikke, hvad jeg skal foretage mig. Jeg ved sjældent, om de forventer, at jeg skal svare på det, de siger med lange sætninger, personlige oplevelser (som jeg ikke virker til at have mange af i forhold til) eller blot et enkelt nik, som fortæller, at jeg hører efter. Jeg er så heller ikke selv "hurtig nok", hvad angår modargumenter eller at sætte spørgsmålstegn ved det, men jeg føler mig dog lidt dum, når jeg et kort stykke tid efter har tænkt det igennem, men så er det "for sent". Dog synes jeg det virker dumt med en "tidsfrist" for, hvor lang tid, der skal gå, før man stadig kan svare.

Angående det med "uvenner" så har jeg det med at "snakke tingene igennem" (evt. når man er kølet af, så man ikke sidder og siger noget, som man senere vil fortryde). På den måde får man "tid til at tænke tingene igennem". Nu ved jeg jo ikke, hvordan jeres skænderier forløb (og jeg skal for den sags skyld heller ikke komme med råd), men det er blot min måde at "gøre tingene på". Det kan også være, at jeg bare har en meget psykologisk-synsvinkel på det punkt? Det er egentlig også underligt at tænke på, at venskaber (som man ellers ser som gode) kan ødelægges i løbet af kort tid. I løbet af kort tid kan store forandringer ske - forandringer man måske slet ikke bryder sig om. Synes du det er træls, at i ikke skriver sammen mere?

- Sara
Grunden til at jeg sender svaret så sent er, at jeg stadig er oppe pga. mange lektier, så jeg ville lige sende svaret inden jeg smutter. Det med dannelse af grupper og det, at man kræver respekt, kan jeg dog ikke nå at svare på lige nu. Så det må vente til imorgen..som jo egentlig er i dag.

Hej Jan

Ja, jeg fik så ikke svaret i går, men så må jeg jo gøre det nu. Angående det med grupper og respekt, så er det ikke noget jeg har beskæftiget mig så meget med. Jeg har mere været indenfor emner som OCD, spiseforstyrrelser, mobning, ensomhed m.m. Jeg har dog læst lidt rundt omkring om vold m.m. på et tidspunkt, og at folk gør det, fordi de har en "ked-af-det"-hed indeni, og fordi de er udadreagerende, så udtrykker de det gennem vold - dette var dog indenfor emnet pigebander. Dette gælder sikkert også lidt indenfor mobning, hvor de prøver at have nogen "under sig", der har det dårligere end dem selv (osv). Dette er jo lidt modsat folk, der får spiseforstyrrelser (osv), som er mere indadreagerende.

Jeg synes ikke selv, at der er nogen undskyldning, der er god nok, til at man må bruge vold. Jeg synes også gang på gang, man kan læse udtalelser fra f.eks. piger, der har været med til at bruge vold mod en anden pige, at de gjorde det af ufattelig dårlige grunde. Ingen undskyldning er god nok, men jeg synes typisk, at de blot opfinder de mest overfladiske og ugennemtænkte grunde til at gøre det, blot fordi de har lyst til det. Selv den dårligste undskyldning er nærmest "god nok" for dem. Om det så er fordi: "hun så grim ud", "hun havde samme trøje på som mig", "hun var provokerende", "hun stod og kiggede på mig" m.m. Jeg har selv hørt mine gamle klassekammerater omtale, at "de skulle ud og tæske nogen i aften" (og det var piger, der udtalte det). Det er som om, de slet ikke tænker konsekvenserne igennem. Som om andre bare er lavet af sten og intet kan føle (sten ville dog være ufattelig hårdt at slå på..). Jeg finder det ret uempatisk. Jeg ved ikke, om de sagde det for sjov eller ej, men personligt ser jeg ikke den form for "humor" som sjov.

Jeg har for den sags skyld også hørt dem udtale, at de havde tæsket en, fordi de havde samme trøje på, som dem selv. Hvorfor fortæller folk overhovede den slags? For at vise at de er farlige? At man ikke skal genere dem? Det er ikke ligefrem respekt, man får for dem - snarere foragt. Det er jo bare tøj, hvorfor skal den slags småting være "åh så vigtige"? Det er det jo ikke, men de gør det til det, bare for at de skal have "ret til" at gøre det. Angående ham du nævnte, der brugte vold imod en og så udtalte at: "han har ikke vist mig nok respekt", så tænker jeg umiddelbart, at han ikke selv må have respekteret vedkommende, når han går hen og bruger vold imod ham. Det er yderst dobbeltmoralsk at kræve respekt fra en, som man ikke selv har respekt for.

Mine erfaringer fra min gamle klasse er dog, at respekt nærmest var lig med at være bange for vedkommende og ikke turde at sige vedkommende imod, svare igen og være uenig (jeg er dog ikke selv enig i den definition). De blev ofte meget sure på en, hvis man sagde dem imod eller svarede igen. Jeg fandt dem ufattelig dobbeltmoralske, for hvis man svarede dem igen på en flabet eller ondskabsfuld kommentar, som de kom med, så ville de straks have hævn: "det finder jeg mig ikke i", "det skal hun få betalt" og "det skal hun ikke tro, at hun kan slippe godt fra" (osv). Hvad er det, der får folk til at tro, at de kan behandle andre som skidt men samtidig forvente, at folk skal behandle dem med respekt? Dette har jeg undret mig meget over, og jeg vil meget gerne have et svar på det, hvis du har en ide om et svar. Noget andet yderst mærkværdigt er, at pigerne ligefrem ville acceptere det, hvis nogen kaldte dem for en kælling, og det var en ven. Jeg blev også en anelse chokeret over det, da flere af dem udtalte, at de ville sætte sig op bag på motorcyklen til en, der var beruset (hvis de stolede på vedkommende). Dette fandt jeg ufattelig dumt. Tillid eller ej, personen er ikke sig selv, og er motorisk langsommere i optrækket.

Tilbage til emnet: Hvad er forskellen på accept og respekt egentlig? Hvad er din definition på respekt? Ville du kalde dig selv udadreagerende eller indadreagerende? Jeg er selv den indadreagerende type.

Ofte synes jeg, at mit indtryk af folks definition af respekt har været meget: "de skal makke ret og gøre, som jeg siger". Under dette lå der selvfølgelig indtrykket, at "man ikke skulle tro, at man var noget" (min gamle klasse var meget præget af janteloven). Ofte synes jeg også, at deres definition af janteloven var, at den kun galt for andre. Jeg synes så også, at man bør respektere, hvis andre siger f.eks. nej, stop, når de ikke synes, at noget er sjovt osv. Der er det yderst vigtigt at respektere andre. Jeg har dog tit set, at folk gerne vil have, at folk viser dem respekt på det punkt, imens de selv ofte glemmer det ved andre indenfor det område. Længe leve dobbeltmoralen. "De har det jo bare sjovt" og tænker ikke nødvendigvis over, hvad andre synes om det, og hvordan de har det med det. Dette betyder dog ikke, at de skal lade det gå udover andre.

Grupper: man står sammen. Vi er jo flokdyr og i en gruppe er der typisk en leder. Med en leder behøver man ikke nødvendigvis selv at tænke sig om, da man bare følger flokken. Man har også nogen at "være sammen med", hvis man før ingen havde at være sammen med. Et sted at høre til. Nogle folk vil gøre ufattelig meget, blot for at være en del af en gruppe (= en del af en flok). Om det så er lige fra at stjæle, mobbe eller slå en anden person ned. Som gruppe er det ufattelig nemt at gå imod en enkeltperson, da man ikke står alene. Hvis denne enkeltperson nu skulle "gøre modstand", så har man en hel gruppe bag sig til at hjælpe sig. It's like: "vi er større end dig så prøv ikke på noget, du senere vil fortryde". Hvordan reagerede du på situationen, hvor lederen af gruppen pressede dig op mod kirkemuren? Var han typen, der er meget "stor" i det? (truende, stor fysisk, stærk m.m.) Stod resten af gruppen bag ham? Hvordan var situationen? Jeg har selv prøvet, hvor en enkeltperson gik mod mig (mobning), hvor resten af "flokken" (klassekammeraterne) intet gjorde. På dette punkt kan man få indtrykket, at "flokken" accepterer foretagenet, og mobberen kan derfor blot blive ved, eftersom ingen af de andre gør noget. Typisk har vi det også med at "handle som resten af flokken". F.eks. i et programmet menneskedyret, hvor de havde sat en, der skulle forestille at have det dårligt. Da han var alene kom der folk over og spurgte til ham. De prøvede så at stille en person ved siden af ham, der blot stod og læste avis og ignorerede ham. I dette tilfæde var der ingen, der kom over og spurgte til ham, da de regnede med, at ham med avisen, som han skulle forestille at være sammen med, nok havde "styr på situationen" og så var det nok ikke noget alvorligt. Så vi spejler os en del i andre.

Angående det med at kræve respekt er nok lidt sværere at komme med et bud på. Det kan være, at de ser det som noget, som man "bør opnå". Noget som er vigtigt at have. Lige præcis respekt har jeg ikke nogen forklaring på. Det kan så være, at jeg kommer i tanke om noget senere. Jeg synes dog ikke, man kan "kræve" respekt, imens man selv er ufattelig respektløs. Jeg synes også at din oplevelse fra konfirmationstiden måtte have været ubehagelig. Ved du, hvorfor han synes, at det kunne virke som om, at du følte dig som noget særligt? Havde han selv (eller en fra hans gruppe) da haft hovedrollen før dig? Jeg synes ofte, at man ser, at de personer, som folk ser som en "trussel", skal "hakkes ned". Tuslen skal "nedlægges". Hvorfor er det egentlig, at folk kan se en som en trussel? Der er jo forskellige måder at føle sig truet på. Psykisk, fysisk.. Hvorfor er det egentlig, at folk går meget op i, at man ikke skal tro, at man er noget? Er vi virkelig så præget af janteloven? Skal folk ikke tro, at de er bedre end os? Hvorfor er det, at man prøver at hakke ned på dem, der virker som om, de tror, at de er noget?

Har du prøvet at se psykologiske programmer om menneskets adfærd i en gruppesammenhæng? Man bliver ufattelig nemt påvirket af en gruppe. F.eks. var der endnu et program, hvor de blev delt op i to hold. Det ene hold af røde trøjer på og det andet havde blå trøjer på. Allerede fra det tidspunkt, hvor de fik trøjerne, så satte de sig ved hvert deres bord, så de havde et rødt bord og et blåt bord. Der var to venner, som var på hver deres hold, og da de snakkede sammen, så så resten af gruppen det nærmest som "forræderi".

Dette er dog blevet meget langt (ligesom det forrige indlæg), så jeg må hellere sende det, så du ikke får for meget at svare på. Dog synes jeg det med respekt er interessant at diskutere, og jeg vil gerne høre flere eksempler på oplevelser, hvor du har oplevet denne form for mere "voldelig" adfærd i gruppe- og respekt-sammenhænge.
- Sara

God læselyst når du engang får tid.

Hej Sara.
Nu kommer mit svar. Det er delvist ikke helt så ambitiøst som bidragene før. Jeg er i går kommet hjem og skal nå en del ting, men et svar skulle du alligevel have:

+++ Klik her +++

Nu skal jeg bage boller til min morgenmad næste uge.
Mange hilsner
Jan

Jeg har taget mig den frihed at sende mit svar til din mail. Så kan du samtidig sende brugernavnet, koden m.m., nu du er igang med at svare.

Hej Sara.
Jeg har ikke fået din mail endnu. Kunne du kontrollere adressen? det er det brugernavn jeg bruger her @gmail.com (uden mellemrum, dem havde jeg kun indføjet for at undgå at nettet bliver scannet for min adresse og jeg får massevis af spam.
Mange hilsner
Jan

Bare rolig, jeg har først sendt den nu, da jeg ikke regnede med, at du ville svare så hurtigt, så jeg har blot siddet og rettet den igennem, før jeg går igang med lektierne.

Hej Sara.
Fint nok :-) Mange tak. Jeg svarer i løbet af de næste dage.
Mange hilsner
Jan

aaaj hvor trist I er så stille

Stille i hvert fald her i forumet ;-)
Jeg har lige for tiden frygtelig travlt med studiet, da jeg har valgt at læse over normeringen, dvs. jeg har 3 kurser i stedet for 2. Jeg ved lige for tiden ikke hvordan jeg skal nå alle mine ting. I det mindste er renoveringen af mit badeværelse nu afsluttet, så jeg har igen et eget bad :-) Ellers bliver det igen en lang nat...lige som de sidste nætter.
Måske kommer jeg til at skrive lidt i juleferien.
Ellers håber jeg at i alle har en god adventstid med masser af julesange :-)
Mange hilsner
Jan

Hej

Nu er det et år siden (samt en måned og 8 dage), jeg var herinde og skrev første gang. Jeg har "selvfølgelig" været en del inde på siden og læst lidt hist og her - men jeg har ikke rigtigt skrevet en "afslutning" på mit indlæg. Siden sidst kan jeg fortælle (kort), at jeg er blevet screenet af en fra Gifted Children og har bestået mensas optagelsestest - begge med et positivt resultat (overraskende nok).

- Just a little update (fra den nu 18 årige pige) - hvis det nu skulle have nogen interesse.

Rigtigt dejligt at høre...

n

Håber du har fået ro i sindet med dette. Dejligt for dig.



Vi hører gerne mere fra dig, hvis du vil dele din viden om hvordan man måske kan gøre tingene "bedre" "nemmere " for andre unge. der er forældre som savner viden til deres børn.

Admin skrev:

Håber du har fået ro i sindet med dette. Dejligt for dig.



Vi hører gerne mere fra dig, hvis du vil dele din viden om hvordan man måske kan gøre tingene "bedre" "nemmere " for andre unge. der er forældre som savner viden til deres børn.

Jeg tror desværre ikke, at jeg kan hjælpe med så meget. Jeg var en af de "stille og generte piger", der lukkede sig ind i sig selv - men det har afgjort givet mig mere ro i sindet at finde ud af hvorfor (selvom jeg da til tider ville ønske, at jeg ikke var højt begavet men bare "normal").

For mig har den manglende faglige udfordring ikke været det, der har generet mig mest (i dag har jeg nærmest en blokade mod at lære ting, der har med skole at gøre. Så snart det bare minder om skole eller noget, som jeg "skal", så mister jeg interessen). Det har været følelsen af at være alene.

Den følelse generer mig stadig. Den med at være fortabt i sin egen lille bobbel. Så for mig ville det vigtigste være at vise dem, at de ikke er alene - vise dem - ikke blot fortælle dem det.

En side af mig har også lyst til at fortælle min gamle klasselærer fra folkeskolen, at jeg er blevet medlem af mensa - bare for at bruge det som en måde at fortælle på, at det var grunden til, at jeg ikke kunne med de andre i klassen. Måske ville de så også finde andre højt begavede børn på den måde - nærmest lægge mere mærke til dem (eller hvertfald "min slags").

Du hjælper jo allerede ved at fortælle hvordan du tænker og føler. Det er så godt. Kan godt forstå du har lyst til at fortælle skolen det. måske du skulle?????

17-årig skrev:

Hej

Jeg er en pige på 17 år, og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke kendetegn der typisk kan være på et "barn med særlige forudsætninger", når det er teenager? Her taler jeg om den mere indadreagerende type, da jeg typisk kun har fundet om den mere udadreagerende af slagten (som typisk er om børn fra børnehaven, og dem der lige er begyndt i skolen - udover det er det svært at finde nogle kendetegn for teenagere, som jeg ikke har fundet nogen af, udover de generelle der står rundt omkring).

Jeg ved godt at folk herinde typisk er forældre af børn med særlige forudsætninger (og som evt. også er det selv), men hvis der er nogen der har teenagere (eller bare ved noget om det) så kunne jeg godt tænke mig at høre fra jer (evt. om jeres egne erfaringer). Det er nok lidt svært at definere hvordan en teenager typisk kan være, når vedkommende er et "barn med særlige forudsætninger", men nu tager jeg chancen.

Hvis det undrer jer hvorfor jeg spørger, kan jeg fortælle at det er af egen personlig interesse. Udover det har jeg også endnu et spørgsmål: Kan man blive screenet, når man er blevet 18? På forhånd tak for hjælpen.

Hej 17. årige

Personligt blev jeg lidt skræmt af at læse dit indlæg. Jeg har det (stort set) på eksakt samme måde som du. Jeg kunne virkelig nikke genkendende til det du skrev, og det som forummets brugere har skrevet som kommentarer.

Jeg er også selv sytten, og keder mig lidt i gymnasiet. Eller dvs. at jeg synes det er ufedt at mange fra min klasse ikke deltager mere aktivt i timerne, og ikke bidrager til fælles opgaver. Det er jo en uddannelse de selv har valgt!
Tidligere, i de første år i folkeskolen, har jeg haft lidt svært med skolen – i mindre grad. Men i 8. 9. klasse fik jeg nye lærere og blev bedre i skolen.

Jeg tåler desværre ikke karakterer under syv, har sågar grædt i timer over et 4-tal!
Jeg har ikke nogen specifikke yndlingsfag, men har en naturvidenskabelig studieretning. Jeg har lige skullet vælge et ekstra valgfag, og har slet ikke kunnet vælge!

velkommen til forum KØA

Hvor er det godt du så har fundet forum og jeg håber du kan få forbindelse, så i kan snakke eller skrive sammen og støtte hinanden

Det er altid rart at vide man ikke er alene og der er en udvej.

Knus